Adresse
Sydøstsjællands Idrætsefterskole
Tingvej 30
4690 Haslev
25-10-26
SØS tog imod rivalerne fra Gunslevholm i ligaen.
Der var på forhånd set frem til opgøret mellem 2 stærke og ubesejrede mandskaber.
SØS startede med Meyer, Aksel, Eskild, Scott og Elmer i backkæden. De spillede alle en god kamp og havde generelt styr på holdets gode defensiv.
Vi spillede med Winther, Viggo og Holst på midten, hvor det blev en hård kamp i et højt tempo med mange dueller og omstillinger.
Fremme startede Menné, Anton og Lagoni med spil på meget højt niveau, hvor rummene var små, og beslutningerne skulle være hurtige.
Kampen startede med et højt pres fra Gunslevholm, SØS spillede meget tålmodigt, men havde svært ved at spille gennem Gunslevholms kæder. Begge hold fik nogle få chancer i kampens indledning, men ingen af holdene fik hold på bylden. Så skete den først kamppåvirkende episode. En Gunslevholmspiller fik fortjent direkte rødt kort for grimt sprog. SØS overtog kampen i den næste periode og skabte flere gode muligheder, som desværre ikke gav mål. Kort før pausen lykkedes det Menné og Viggo at sætte Aksel op til kampens første scoring.
Vi gik til pausen med 1-0 og en stærk tro på tingene. Vi skifter Boris, Anton, Aslak og Benji ind i 2. halvleg. Kort efter pausen lykkedes det desværre for Gunslevholm at udligne med et fornemt opspil og 1 bold i dybden. SØS lagde herefter ekstra tryk på og flere gange var vi meget tæt på sejrsmålet ved Menné, Benji og Lagoni, men den sidste skarphed manglede.
Bedst som begge hold var ved at indstille sig på remis, kom den 2. kampafgørende episode. Elmer slår en for lang bold op mod Benji, der ikke har en chance for at nå den. Målmanden vil cleare bolden, men han glider, og bolden triller lige så stille i mål, muligvis hjulpet af Benji. Det gav sejren på 2-1 i en meget lige og spændende kamp, hvor vi aldrig helt fandt vores rytme og dna.
Kampens spiller blev Scott, der holdt højt niveau hele vejen. Næste kamp bliver landskampen på træningslejren i Spanien, inden det gælder Klintsøgaard i Ligaen.
21-10-2026
SØS var på besøg på Svenstrup i efterskoleturneringen. Holdene havde mødt hinanden i en træningskamp, der endte med en smal 1-0 sejr.
SØS havde Meyer på mål, og foran ham spillede Aksel, Aslak, Scott og Elmer en meget stabil kamp. Kaptajn Holst, Viggo og Benji spillede centralt, og så spillede Anton, Anton og Menné de 3 offensive positioner.
SØS var tæt på en drømmestart, da et hurtigt mønsterangreb gav en stor chance til Anton S. Desværre lykkedes det ikke at score her. Kort efter er det Anton J., der får en god mulighed, men målmanden redder flot.
Vi ventede egentlig bare på et mål, og det kom også, men desværre i den forkerte ende, da en angriber fik presset sig til en blokering, der gav mål.
Vi fortsatte med at styre spillet, men med Svenstrup lurende på gode omstillinger. SØS skaber gode muligheder, og flere gange danser bolden på stregen, men ind ville den ikke.
Pausen blev brugt på en opsang og opstramning af aftalerne. Vi sætter Eskild, Winther, Boris og Lagoni ind, og med det samme intensiverede vi presset. Vi skaber nogle få muligheder, men opspillet bliver skarpere og skarpere hvilket langsomt, men sikkert slider på Svenstrupspillerne. Flere må udgå med krampe, og med 12 minutter tilbage udligner Anton J. til 1-1. Herefter sætter vi Kalle og CP på banen. Det blev dråben, der tippede sejren hjem. Et fremragende indlæg (igen) fra Elmer ramte Kalle og Holst, der sendte bolden videre til CP, der hamrede bolden i kassen og sejren hjem.
Kampens spiller blev Anton J., mens både Elmer og Holst spillede på højt niveau hele kampen. Men vi må igen rose holdets bredde og moral. Den blev igen kampafgørende på en dag, hvor spillet blev lidt langsommere og mere hakkende end tidligere.
Næste kamp er på mandag den 26., hvor vi tager imod Gunslevholm i ligaen med alle 3 hold.
01-10-2026
SØS spillede første kamp i efterskoleturneringen mod HIS. Det blev som ventet et meget tæt opgør, hvor marginaler og skarphed var med SØS.
Vi startede med Meyer på mål, og foran ham var der genvalg til Aksel, Aslak, Scott og Elmer. Hele kampen var de dygtige til at afvise de fysisk stærke og store HIS-spillere, og samtidig formåede at spille stærkt ud af presset.
Den centrale midtbane bestod af Holst, Viggo og Menné, der igen var uhyggeligt stærke både med og uden bold. Storinggaard, Lagoni og Anton spillede de 3 offensive positioner, hvor de var en evig kilde til uro, og hvor de hele tiden lurede på mulighederne.
Kampen startede med et voldsomt pres fra HIS-drengene, der forsøgte at stresse opspillet fra SØS, derfor blev de første ca. 10 minutter præget af mange omstillinger og meget lidt opbygningsspil. Så løste drengene presset fint, og med det samme blev vi farlige. Menné og Storinggaard presser HIS til en fejl, bolden ender hos Anton, der sender en perfekt bold i feltet til Viggo, der bringer SØS på 1-0. SØS spiller naturligt nok med øget selvtillid, og det hurtige pasningsspil flyder bedre. Det gav et hurtigt opspil i venstre side, hvor Elmer og Lagoni spiller ind til Menné, der scorer et flot mål fra distancen.
Pausen bliver brugt på at justere lidt på vores opspilslinjer, og gameplanen var at lade HIS løbe mange presmeter. Vi skifter Fisker, CP, Winther og Eskild ind i løbet af 2. halvleg. Det lykkedes meget flot, og SØS blev dominerende de første 12 minutter af 2. halvleg, hvor Holst også laver en assist til Menné, der tordner bolden i mål fra kanten af feltet. Kort efter spiller Viggo en fremragende aflevering i dybden til Lagoni, der sikkert bringer SØS på 4-0.
Kort efter får SØS desværre 2 hurtige gule kort og en lang periode med undertal. Der blev kæmpet, fightet og løbet til den hele store guldmedalje. HIS skaber ingen større muligheder i den periode. Desværre lykkes de med at reducere kort før tid, da vi bliver ubeslutsomme i vores pres- og forsvarsspil.
Flot sejr og mange gode individuelle præstationer, der blev kampafgørende. Holst blev dagens SØS-stjerne efter en imponerende stærk og disciplineret indsats.
Næste kamp gælder Halstedhus på hjemmebane onsdag den 7.10
29-09-2026
Drengene mødte SES i første kamp i ligaen.
Det blev et velspillet opgør i et meget højt tempo.
SØS startede med Meyer på mål, foran ham skulle Aksel, Aslak, Scott og Elmer holde de hurtige SES-drenge fra muligheder. Holst, Viggo og Benji skulle dominere på den centrale del af banen, mens Fisker, Lagoni og Anton spillede de forreste positioner.
SØS presser højt fra kampens start, de bryder flere bolde højt i banen, men det lykkes ikke med at få afslutninger på. Pludselig presser Lagoni forsvaret til en opspilsfejl og Anton kan sikkert lægge den i kassen til 1-0. Desværre holdt føringen kun få minutter inden SES udlignede efter en dybdebold, hvor SØS blev for passive.
Herefter blev kampen en skakmatch, hvor begge hold forsøgte at åbne modstandernes defensiv. SØS skabte nogle gode omstillingsmuligheder, men den sidste aflevering var ikke præcis nok.
Alligevel blev det SØS, der kom foran. Holst og Fisker laver nogle flotte kombinationer i højre side, inden det præcise indlæg ramte Viggo, der scorede sikkert.
Pausen blev brugt på små justeringer i pres og højde, og således kom SØS rigtig godt i gang med 2. halvleg. Vi skifter Menné, Winther, Eskild, Ejlersen og Anton ind i 2. halvleg, og her kom bredden til at betyde meget. SØS skaber flere gode muligheder, hvor det stadig kneb med den sidste præcision og skarphed. 55 minutter inde i kampen kommer SØS på 3-1, da Anton og Anton S. flår deres højreside op, og Anton J. serverer en cutpasning til Benji, der scorer kampens sidste mål.
Resten af kampen bliver med et højt pres af SES, der får nogle fine muligheder, mens SØS har nogle meget farlige omstillinger, hvor især Menné blev vigtig med sit drev med bolden.
Kampen ender 3-1 til SØS. Kampens spiller blev Scott, der var en klippe i forsvaret. Næste kamp er allerede torsdag den 1.10, hvor vi besøger HIS i efterskoleturneringen.
16-04-2026
SØS skulle til Næsgaard i årets sidste puljekamp.
Kampen var uden den store betydning, da drengene allerede havde kvalificeret sig til DM, men selvforståelsen og relationerne blev vigtige elementer i kampen.
Bastian vogtede målet fremragende, sikre indgreb og med en flot igangsætning til vores andet mål, spillede han igen en vigtig rolle.
Theodor, Willum, Lasse og Matti startede i forsvaret, og de spillede generelt en god kamp, og de formåede sammen med Bastian at klare et cleansheet.
August, Niels og Strøh spillede stærkt på den centrale midtbane, hvor der dels var øget fokus på restforsvar og fase 2.
Bidstrup, Konrad og Hammer spillede de 3 offensive positioner, deres fart og opportunisme er en mundfuld at håndtere for alle forsvar.
Allerede efter få minutter bliver en hurtig igangsætning fra Bastian til en god duelsituation for Hammer, der sætter sin direkte modstander og serverer bolden til Konrad, der scorer sikkert.
Herefter bølger flotte angreb frem mod Næsgaard, og gode muligheder til Hammer, Bidstrup og Konrad er tæt på at øge føringen.
Vi skifter Mingus, Rygaard, Gustav, Nath, Wewer og Benjamin ind, og de holder det flotte fokus i starten af 2. halvleg. Her får SØS også scoret til 2-0, da Wod med en skarp aflevering til Hammer sørger for sidstnævntes mål til 2-0. Herefter går dampen lidt ud af SØS-drengene. Vi træffer flere forkerte beslutninger og inviterer dermed Næsgaard ind i kampen.
Kampen slutter 2-0, og dermed cementerer SØS 2.pladsen og kvalifikationen til DM.
29.4 spiller vi en træningskamp hjemme kl. 18 som optakt til DM.
26-03-2026
SØS-drengene har spillet 2 spændende liga-kampe i denne uge.
Mandag kom Gunslevholm på besøg. Det blev en lige og meget spændende kamp.
Jonathan vogtede målet og stod en meget flot kamp. Mingus, Theodor, Lasse og Holm spillede i forsvaret, og de havde kampen igennem generelt godt styr på de dygtige offensive Gunslevholm-drenge. August, Gustav og Niels spillede fra start på midtbanen, hvor relationerne er ved at blive optimeret, det giver et stærkt og sammentømret udtryk i kampene.
Bidstrup, Harald og Hammer spillede de offensive positioner i en højintens affære. Kampen blev meget lige, og desværre blev kampens eneste mål scoret af Gunslevholm efter en meget flot omstilling. SØS spiller dog en meget stærk kamp, hvor bredden igen bliver testet med indskiftninger af Carl, Strøh, Konrad, Wod og Matti. Drengene har forstærket deres defensive udtryk, men bøvler desværre med afslutningsfasen, hvor det er stolpe ud pt. Vi skaber gode muligheder, men får desværre ikke valuta for arbejdet.
Kampens spiller blev Bidstrup, der leverede en imponerende indsats med utallige udfordringer og hårdt arbejde.
48 timer senere stod SES på modsatte banehalvdel. Jonathan stod igen på mål i endnu en flot og spændende kamp. Wod, Mingus, Lasse og Holm spillede imponerende stærkt i bagkæden med et virkelig solidt defensivt fundament. Gustav, August og Rygaard spillede de centrale positioner i en god kamp med fuld power i nærkampene. Strøh, Konrad og Bidstrup spillede fremme, hvor der var fokus på at lukke opspil ned og spille hurtigt og stejlt. Opgaverne blev udført flot. Vi skaber nogle gode muligheder til Strøh og Bidstrup, men vi formåede igen ikke at score. Vi skifter Hammer, Theodor, Matti og Niels ind, og så blev jagten på sejren sat ind. Igen er heldet ikke med SØS. SES scorer på et afrettet skud, mens vores afslutninger til Konrad, Bidstrup og Hammer ikke finder vej til nettet. Vi slutter desværre kampen med nederlag, men med mange forbedringer i spillet. Wod bliver dagens SØS-stjerne i en kamp, hvor også August og Lasse stod stærkt.
Fredag gælder det Brøndby i en ny liga-kamp.

Efter et år på SØS er min opstart på gymnasiet meget lettere. Jeg kan mærke, at folk der har gået på efterskole er fagligt stærkere end dem, der kommer direkte fra 9. klasse. Efterskoleåret har gjort, at jeg har indset, at intet er sværere end det, man selv gør det til. Vi alle er ens og forskellige på så mange måder og efter et år på efterskolen, er jeg blevet meget mere åben og accepterende overfor alle slags mennesker. Jeg tør derfor også at være mig selv, fordi jeg ved, at et fællesskab fungerer bedst, når man er sig selv og accepterer andre.
Lea Wingaa, håndboldlinjen
"SØS har været en kæmpe motivation og støtte for vores udvikling sportsligt. Denne efterskole er et hjem fyldt med liv og nærhed fra både elever og lærere og et helt unikt fællesskab. Vi har lært at give mere af os selv til nye mennesker og finde vores egne styrker og springe ud i nye ting med et åbent sind. Når vi kaster blikket tilbage på vores skoleår, er det med kæmpe smil og tydelige minder med glimt af lykke."
- Julie og Karoline Von Ehlern, TEAM Danmark-elever på Falkonergårdens Gymnasium
"Jeg hedder Asger Lauridsen og er 16 år gammel. Til daglig spiller jeg fodbold i Køge BK, som ligger i 2. Division. Jeg har tidligere været inde omkring noget HB Køge, hvor jeg har fået en masse fede oplevelser. Her på SØS er niveauet rigtig højt, og at vi slog KIES var en fed oplevelse at få."
– Asger Lauridsen, fodboldlinjen
Der er mange muligheder på SØS-holdet for at udvikle sig håndboldmæssigt. Trænerne er utrolige engagerede og har fokus på hver enkelt spillers opgave. Derudover er sammenholdet helt i top og kan ikke sammenlignes med et normalt klubhold. Vi oplever alle sammen, når noget går godt såvel som dårligt. Vi vender hurtigt vores ”svagheder” til noget positivt og træner hårdt for at nå vores fælles mål. Vi vil det bare rigtig gerne alle sammen, og det giver et rigtig godt træningsmiljø."
– Julie Brandt, gymnastik og dans
"Efter at jeg er startet på håndboldlinjen, har jeg fået øjnene op for en helt ny verden inden for håndbold. Jeg har fundet helt nye sider og niveauer af mit håndboldspil. Træningen er god og udfordrende og altid spændende og lærerig. Jeg kan mærke, at jeg rykker mig til hver træning. Det samme angår kampene på SØS. Hver kamp er med høj intensitet og en fantastisk gejst og et sammenhold, jeg ikke har oplevet andre steder. Håndboldlinjen på SØS har været den bedste beslutning i mit liv. Jeg har faktisk aldrig haft det sjovere, end jeg har det her på SØS."
– Adam Østergaard, håndboldlinjen
"Året på SØS var et år fyldt med fantastiske oplevelser og mennesker, jeg aldrig vil glemme"
– Freja Nebel, elev på gymnastik- og danselinjen
Jeg har haft et mega fedt år på SØS' håndboldlinje. Det har været et år, hvor min glæde til håndbold bare har vokset og vokset. Jeg har lært meget, men især har jeg haft et fedt år med de bedste håndboldpiger og trænere omkring mig. De har bakket enormt meget op omkring de ambitioner, jeg har med sporten og også hjulpet og vejledt mig videre efter SØS. Jeg har derfor været enormt glad for at gå på håndboldlinje.
Emilie Schleicher, Skanderborg Håndbold, U18 Landshold
SØS håndboldlinje var for mig en god start på min håndboldkarriere. Det med at kunne spille håndbold med mine venner på efterskolen og så stadig spille kampe for klubholdet derhjemme, syntes jeg var rigtig fedt og gav mig meget. Træningerne og trænerne var gode og var med til at udvikle mig som håndboldspiller.
Victor Wolf, håndboldlinjen
Ønsker du eller dit barn at blive elev på Sydøstsjællands Idrætsefterskole? Så send os en ansøgning ved at udfylde formularen nedenfor. Alle der sender en ansøgning vil blive inviteret til en infoaften på skolen, hvor der vil være yderligere informationer og rundvisning af skolen.